Historien
Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S blev grundlagt af A. Lykke Thomsen i 1889. A. Lykke Thomsens fabrik startede i centrum af Esbjerg og flyttede senere til havnen, hvor der fremstilles gulvlak og bonevoks. Virksomheden blev senere drevet af grundlæggerens sønner, indtil den i 1937 blev overdraget til den personkreds, som stiftede selskabet Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S.
Gulvlakker var, i de første mange år, det produkt Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S koncentrerede sig om. Imidlertid besluttede selskabets ledelse i midten af 1960'erne, at selskabet også skulle satse på at blive leverandør af industrielt anvendte malingssystemer.
Udgangspunktet herfor blev landbrugsmaskine-branchen. Dengang var det ikke muligt at købe maling i alle landbrugsmaskinernes originalfarver fra én producent. Denne situation forstod selskabets ledelse at udnytte, idet man – som den første virksomhed i Danmark – udgav et farvekort med originalfarver på samtlige almindeligt anvendte traktorer og landbrugsmaskiner i Danmark. Denne aktivitet har udviklet sig stærkt, så Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S i dag er markedsledende på touch-up maling til landbrugsmaskiner i Skandinavien.
Esbjerg Farve & Lakfabrik A/S købte i 2007 FAXE A/S i Hornbæk med en komplet produktserie til træpleje i hjemmet og har siden flyttet salg og produktion til Esbjerg. Selskabets aktiviteter koncentreres i dag på en bred vifte af produkter til Industrien, reparationsmalinger til Professionelt brug, samt et komplet sortiment af træplejeprodukter til Privat anvendelse.
Produkterne omfatter traditionelle alkydmalinger, ovntørrende malingssystemer, olier, plejeprodukter og 2-komponente malingssystemer - såvel vandfortyndbare som opløsningsmiddelholdige til overflader så forskellige som metaller, træ, beton og andre overflader.
Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S har skiftet navn og hedder nu EFApaint A/S. EFApaint A/S er mere fleksibel, international og ydedygtig samarbejdspartner. Vi råder over tidssvarende og fremadrettede produktions- og laboratoriefaciliteter og har implementeret styringssystemer for både kvalitet og miljø, så selskabet er klar til at indgå i projektsamarbejde ved vore nuværende og kommende kunder med det formål at løse næsten enhver opgave inden for det område og marked vi vælger at være på.